- Måleren løber både den ene og den anden vej

230 små husstandsvindmøller er sat op, og 300 flere er på vej. Gert Lykkegaards nye mølle dækker næsten al hans forbrug af el og varme.

Gert Lykkegaard glæder sig over, at hans tre dage gamle vindmølle kører lystigt rundt, og næsten dækker hele hans forbrug af varme og el. (© DR)

230 husejere har fået at en vindmølle op i baghaven, og en af dem er Gert Lykkegaard, der er efterlønsmodtager og bor ved Brønderslev. Han oplever, at hans elmåler både kører den ene og den anden vej.

Salget af de små husstandsvindmøller kom i gang, da ejere af fritliggende ejendomme på landet i 2010 kunne sætte en vindmølle op med en kapacitet på højst 6 kW og modregne produktionen på deres elregning.

300 flere vindmøller er på vej, viser tal fra de otte virksomheder, der sælger de største af vindmøllerne, skriver Ingeniøren. Energistyrelsen har tidligere beregnet, at det totale potentiale for husstandssvindmøller i Danmark er omkring 3.000.

Tre dage gammel mølle

Gert Lykkegaards mølle blev sat op for tre dage siden. For otte måneder siden søgte han om tilladelse, og efter blandt andet godkendelser og nabohøringer producerer den nu energi, der ryger lige ind i det offentlige energinet.

Det var ønsket om at være selvforsynende og spare energi, der fik ham til at søge om tilladelsen til at sætte møllen til 280.000 kroner op, og den dækker næsten hans forbrug af varme og el med 100 procent.

Helst lidt vind

- Møllen producerer strøm hele tiden, og den går ind i det offentlige net, og så kører måleren den ene vej. Når jeg så bruger strøm kører måleren den anden vej, siger Gert Lykkegaard.

- Jeg kigger på den hver morgen, og man får en anden indstilling til vejret, når man har en vindmølle. Forleden stod den stille, fordi det ikke blæste, så vi skal helst have lidt vind, siger han.