Lovløst land for medicoindustri

Flere politikere er enige om, at det skal være slut med sponsorgaver til praktiserende læger fra medicinindustrien.

Mens almindelige praktiserende læger ikke må tage imod selv de mindste gaver fra lægemiddelindustrien, så er der næsten ingen regler for hvad læger må modtage fra producenter bag medicinsk udstyr, den såkaldte medicoindustri.

Men det skal der laves om på, mener flere politiske partier, efter TV AVISEN har afsløret, at danske læger der har indopereret en farlig hofteprotese, er sponseret af producenten bag.

- Vi har for tit set læger, der har nogle økonomiske interesser og der skal der være gennemsigtighed, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Intet gælder på Medico-området

Som loven er i dag må læger maksimalt få gaver på op til 300 kroner fra lægemiddelindustrien. Desuden skal lægerne søge om tilladelse hos lægemiddelstyrelsen, hvis de vil udføre konsulentarbejde eller på nogen måde samarbejde med lægemiddelindustrien. Al tilknytning offentliggøres på internettet.

Men intet af alt dette gælder, når lægerne samarbejder med medicoindustrien.

- Jeg synes vi skal tage det samme regelsæt, vi har fra medicinområdet, hvor der findes nogle regler om sponsorater og samarbejde med industrien, siger sundhedsordfører Benedikte Kiær (K)

Burde gælde alle læger

Oven i købet har de almindelige praktiserende læger, strammet deres egne etiske regler så meget, at de end ikke må tage imod små gaver som en kuglepen.

Og deres formand mener, at den nuværende lovgivning også burde gælde, når læger arbejder sammen med medicoindustrien.

- Som læger er det vigtigt, at vi står som uvildige i de situationer, hvor vi har med patienterne at gøre. Det gør vi bedst hvis der er klare og sikre regler, siger formand for de praktiserende læger, Henrik Dibbern.

Stramninger på vej

Stramningerne efterlyses, efter TV avisen har afsløret, at ortopædkirurger, der i flere år har indopereret en skadelig hofteprotese, er sponseret af producenten bag.

Næstformanden for Dansk Ortopædisk selskab erkender, at nye lovstramninger nok kommer før eller siden.

- Jeg synes ikke at der burde være nogle problemer med, at vi kunne efterleve de samme krav, som der er til lægemiddelindustrien. Og mon ikke også det kommer, siger Søren Overgaard, næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab.

Regeringen afventer arbejdsgruppe

Der er allerede nedsat en arbejdsgruppe med bred politisk opbakning som til sommer blandt andet skal anbefale hvilke regler, der skal gælde for lægers samarbejde med medicoindustrien.

- Jeg forestiller mig, der kan komme nogle af de samme regler ud af det, som der gælder for medicin. Der skal læger jo indberette til lægemiddelstyrelsen og det kommer på hjemmesiden, så folk kan se, hvad der er for et samarbejde. For det skal jo være gennemskueligt, det handler jo om patienten" siger fungerende sundhedsminister, Pia Olsen Dyhr (SF).