Fire anholdte i ny misbrugssag i Brønderslev

Politiet afslører endnu en sag om sexmisbrug af mindreårig i Nordjylland efter at Brønderslev kommune selv har anmeldt sagen.

Huset i den gamle Brønderslev-sag blev symbolet på sexmisbrug af mindreårige. Nu er det revet ned, men en ny sag er dukket op i samme by

Nordjyllands Politi har torsdag foretaget anholdelser af fire mænd i en sag om sexmisbrug af et barn under 12 år.

Og endnu engang har misbruget fundet sted i Brønderslev.

Kommunen er anmelder

Det er Brønderslev Kommune, som har bedt politiet om at undersøge sagen om sexmisbrug af en 10-årig pige.

Kommunaldirektør Søren Steensen siger i en kortfattet pressemeddelelse: "Vi anbragte pigen for mere end to år siden. Det er godt, at hun nu er blevet så tryg, at hun er begyndt at tale om de krænkelser, hun angiveligt er blevet udsat for. Det er Brønderslev Kommune, som står bag anmeldelsen til politiet, og vi arbejder tæt sammen med politiet i denne sag."

Haft færten i et halvt år

Brønderslev Kommune og Nordjyllands Politi har haft færten af sagen om fire mænds mulige sexkrænkelser af en 10-årig pige i et halvt år, oplyser kommunaldirektør Søren Steensen.

Kommunaldirektøren pointerer desuden, at pigen allerede for mere end to år siden blev fjernet fra de personer, der nu er sigtet for at forgribe sig på hende.

- Vi opdagede sagen ved, at pigen begyndte at fortælle om de ting, hun har været udsat for. Det er cirka et halvt års tid siden, og så tog vi kontakt til politiet, som vi så har kørt et tæt samarbejde med, siger Søren Steensen.

Mistrivsel var årsag til fjernelse

Pigen er nu anbragt hos en plejefamilie.

Kommunaldirektøren oplyser, at den oprindelige begrundelse for at fjerne pigen fra sit hjem for mere end to år siden var mistrivsel.

Nordjyllands Politi har sigtet fire mænd fra pigens omgangskreds for at krænke hende seksuelt. De bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør, der er lukket af hensyn til både pigen og den videre efterforskning.

Misbrug stået på i noget tid

Hvor længe disse krænkelser skulle have stået på, har politiet endnu ikke overblik over.

- De har stået på i nogen tid, men jeg er ikke fuldstændig klar over hvor længe. Det er noget af det, vi nu skal til at finde ud af, siger politiadvokat hos Nordjyllands Politi Peter Rask.

I sommer blev et forældrepar fra netop Brønderslev dømt for voldsom misrøgt og ydmygelser af deres ti sammenbragte børn.

Kommunen afviser dog, at den dom på nogen måde har fået kommunen til at være særligt på stikkerne i forhold til denne sag.

- Vi fjernede jo pigen længe før, vi overhovedet blev bekendt med den anden sag, så den har ikke påvirket vores håndtering, siger Søren Steensen.