VIDEO: Flygtningebørn skal sendes retur

Danmark forsøger at blive enig med Afghanistan om at sende flygtningebørn tilbage til modtagecentre i Afghanistan.

Regeringen forsøger, sammen med blandt andre Norge og Sverige, at blive enige med Afghanistan om at sende uledsagede børn tilbage til særlige modtagecentre.

Danmark forsøger at nå til enighed med Afghanistan om at sende uledsagede flygtningebørn tilbage.

Sammen med Norge, Storbritannien, Holland og Sverige forhandler Danmark om en ordning, hvor børnene kommer tilbage til særlige modtagecentre i Afghanistan, siger justitsminister Morten Bødskov til Berlingske.

Centrene skal reintegrere børnene og forsøge at finde deres slægtninge.

Bekymret for børnenes sikkerhed

Forrige år kom 680 uledsagede børn og unge til Danmark. I år er der foreløbig kommet 128.

Regeringens planer møder hård kritik fra bl.a. Dansk Røde Kors.

- Vi er bekymret for børnenes sikkerhed, når de sendes tilbage til et land med væbnet konflikt, siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Red Barnet mener, regeringen i givet fald kommer på kant med internationale konventioner.

- Det strider mod børnenes rettigheder, hvis man ikke undersøger, hvad der vil være bedst for det enkelte barn, inden man skrider til hjemsendelse, siger Inger Neufeld, der er projektkoordinator i Red Barnet.

Betænkelig sag

De humanitære organisationer er overraskede over regeringens plan, fordi regeringspartierne stemte imod, da VKO sammen med Kristendemokraterne vedtog en lov om at oprette de kontroversielle modtagecentre til afghanske flygtningebørn.

Enhedslisten kalder sagen stærkt betænkelig.

- Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen undersøger noget, den er imod, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.