Kimen til en HPV-relateret kræft, for eksempel livmoderhalskræft, endetarmskræft og celleforandringer kan dannes i fosterstadiet, og årsagen kan være sæd, som er inficeret med smitsomt HPV-virus.
Det viser forskningsresultater fra Aarhus Universitet og Skejby Sygehus, som afslører, at hver sjette sædprøve fra sædbanken Cryos International er inficeret med HPV.
Undersøgelsen omfatter 188 sædprøver, skriver Jyllands-Posten.
- Vi har fundet nogle af de ondsindede vira, som giver høj risiko for kræft.
Og jeg har svært ved at se, at man kan blive ved med ikke at screene donorsæden, siger professor, overlæge Jakob Ingerslev, Fertilitetsklinikken ved Skejby Sygehus.
Donorsæd bliver i dag screenet for hiv, leverbetændelse og andre seksuelt overførte sygdomme, men altså ikke smitsomme HPV-vira.