Det var meningen, at politiet i dag skulle forsøge at få en 27-årige rockersympatisørs varetægtsfængsling forlænget i Københavns Byret.
Han blev for en måned siden anholdt for besiddelse af våben, politiskjorter og sprængstof. Men den 27-årige har igennem sin advokat oplyst, at et nyt retsmøde ikke er nødvendigt.
Han har altså frivilligt valgt at blive i Vestre Fængsel indtil næste retsmøde om to uger.
Sympati for Hells Angels
- Om 14 dage forventer vi også at have tekniske resultater klar i forbindelse med vores undersøgelser af våben, uniformsdele og sprængstof. Disse resultater kan forhåbentlig give os indsigt i, hvor de forskellige ting stammer fra, og hvem der har haft dem i hænderne, siger lederen af Københavns Politis bandeenhed Lau Thygesen til DR Nyheder.
Den 27-årige har offentligt på nettet udtrykt sympati for Hells Angels og derfor finder politiet det nærliggende at antage, at det var rockergruppens våben, uniformer og sprængstof, som manden kørte rundt med.
Tung bevisbyrde
Man behøver ikke komme med en forklaring på, hvorfor man vælger at blive i fængsel frivillig, og det har den 27-årige da heller ikke gjort. Men ifølge DR Nyheders retsredaktør Claus Buhr hænger det sammen med bevisbyrden:
- Det er nærliggende at antage, at det skyldes bevisets vægt. Den mængde sprængstof og våben, der er fundet hos ham, giver automatisk minimum 1 års fængsel. Så man kan sige, at udfaldet er givet på forhånd, siger han.
Simpelt transport fra a til b
Politiet er ikke blevet klogere på, hvad våben, uniformer og sprængstof skulle bruges til.
- Men det ser ikke ud som om, der var en aktion nært forstående. Mest sandsynligt var der tale om en transport fra et sted til et andet. Det sker tit, hvis det oprindelige skjulested er blevet bragt i fare. Og netop sådan en transport fra sted til sted udføres normalt af folk i bunden af hierarkiet. Netop sådan én som den 27-årige, siger Claus Buhr.
En standart forklaring
Den 27-årige forklarer selv, at han havde fundet tingende i en park og var på vej ned til politiet med dem.
- Det er en standard forklaring. Det ville være meget usædvanligt, hvis han fortalte den rigtige historie om, hvem der eger våbnene.
Politet har tidligere fundet våben, sprængstof og politiuniformer i forbindelse med bandekonflikten.
- Det må være uhyggeligt for politiet at tænke på, hvilken type aktioner den slags ting i sammenhæng kan bruges til, siger Claus Buhr.