Elever er dårlige til at læse på computer

Næsten alle skoleelever har adgang til computer, men det kniber med at læse på computeren, navigere rundt og være kildekritisk.

Næsten alle danske børn har adgang til en computer, men det kniber med at bruge den til andet end chat og sociale netværker. (© Colourbox)

En elektronisk læsetest, der er en del af Pisa-undersøgelsen viser, at danske 15-16 årige ikke er særlig gode til at læse på computeren, navigere rundt, søge informationer, forholde sig kildekritisk til elektroniske tekster og kommunikere ved hjælp af email.

19 lande har deltaget i undersøgelsen, og de danske elever placerer sig som nummer 13.

Næsten alle, 99,4 procent af eleverne, går på skoler med adgang til computer, 73 procent har også adgang til bærbare computere, mens 99,1 procent går i skoler med internetadgang.

Særdeles skuffende

- Vi burde ligge over gennemsnittet, men ligger markant under, og det er særdeles skuffende, siger Niels Egelund, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet og med til at lave Pisa-undersøgelserne.

- Man kan ikke sige konkret hvorfor, men noget tyder på, at det kniber med at integrere it i undervisningen og lære de unge, hvordan man bruger it på en fornuftig måde. For det går fint med at bruge chat og sociale netværk, siger han.

- Nogle lande gør det klart bedre end os, så det må vi aflure, siger Niels Egelund.

Ambitiøs it-indsats

Ifølge undervisningsminister Troels Lund Poulsen har regeringen længe været klar over, at folkeskolen har brug for et markant fagligt løft.

- Regeringen og KL har netop aftalt en ambitiøs it-indsats, hvor der bliver sat fokus på digitale læremidler, som kan styrke elevernes faglighed, siger han.