Mystiske cirkler ud for Møns Klint

Geocenter Møns Klint kan ikke forklare de mange sorte cirkler på havbunden ud for klinten. Nu skal en dykkerekspedition give svaret.

Mange besøgende på Møns Klint har i de sidste par uger været vidner til et besynderligt fænomen på havbunden ud for klinten: Store sorte cirkler i tæt formation.

DR Sjælland har kontaktet Geocenter Møns Klint for at få en forklaring, men her lyder meldingen, at der foreløbig er tale om et mysterium.

- Vi kan konstatere nu, at det findes flere steder herude, både ved udsigtspunktet Forchhammers Pynt og nede mod Gråryg-partiet. Det er noget, der er opstået i løbet af de seneste par uger, og vi har aldrig set det før, siger Jesper Kristiansen, der er undervisningschef ved Geocenteret.

Minder om korncirkler

Fænomenet kan minde om de meget omtalte korncirkler, som er blevet genstand for en del konspirationsteorier. Cirklerne ved Møn måler en halv snes meter i diameter, og ét sted danner de tilsyneladende tallet 800.

De kan dog også minde om bombekratere, og Jesper Kristiansen henviser til, at tyskerne under Anden Verdenskrig udførte prøvesprængninger i området.

Men han hælder nu mest til en naturvidenskabelig forklaring:

Efterlyser forklaringer

- I skoven og i villahaver har man jo hekseringe, altså en svamp, der vokser i cirkulære mønstre. Det her kunne måske være en tang-art, der gør noget tilsvarende, lyder gættet fra undervisningschefen.

Han hører gerne fra folk, der har bud på, hvad fænomenet er. Selv vil han om nogle dage organisere en ekspedition, hvor dykkere skal nærstudere de mystiske cirkler på havbunden og eventuelt tage prøver med i land.