Her i Danmark var vinteren ekstraordinært kold, men i Grønland og resten af Arktis var den ekstraordinært varm.
Sådan risikerer det også at blive fremover både herhjemme og i andre dele af Europa. Det viser nye data fra det amerikanske National Snow and Ice Data Center i Colorado, NSIDC, skriver Politiken.
Centret har overvåget isen i Arktis siden 1979 og konstaterer, at der var rekordlavt isdække fra oktober 2010 til januar 2011.
Ændrer cirkulationsmønstre
Februars isdække tangerede bundrekorden fra 2005, og Mark Serreze, direktør for NSIDC, fremhæver, at den mindre havis kan ændre de atmosfæriske cirkulationsmønstre i polarområderne.
Et højere atmosfærisk tryk betyder varmere vinde over Nordpolen, og at kold arktisk luft presses mod vores breddegrader. Det er med til at forklare, at vintrene 2009-10 og 2010-11 har været så kolde.
Computermodeller lavet af klimaforskerne på Potsdam Institut i Tyskland bekræfter denne forbindelse mellem kolde vintre i Nord- og Centraleuropa og mindre havis i Det Arktiske Ocean - især i Barentshavet nord for Skandinavien.
Vil få flere kolde pust
Og konklusionen bakkes op af tre internationalt anerkendte, danske klimaforskere, forskningsleder Jens Hesselbjerg fra Danmarks Klimacenter, Sebastian H. Mernild fra Los Alamos National Laboratory i USA og Martin Stendel fra DMI.
- Lave vintertemperaturer i Danmark og resten af Nordvesteuropa skyldes primært polarvinde fra nord. Og netop i disse år får vi flere af den slags kolde pust, siger Jens Hesselbjerg til Politiken.
De danske forskere er enige i, at den mindre havis er en væsentlig faktor.