Den danske regering har igen og igen beklaget sig over, at EU-Domstolen i Luxembourg har tildelt udenlandske borgere rettigheder, som Danmark ikke mener, at borgerne bør have.
Og nu er den gal igen.
I en ny afgørelse, afsagt tirsdag formiddag, har EU-Domstolen igen sat grænser for, hvor meget EUs medlemslande kan begrænse udenlandske borgeres rettigheder.
Sagen handler om columbianeren Ruiz Zambrano, der rejste til Belgien, hvor han søgte asyl. Mens asylansøgningen blev behandlet af myndighederne i Belgien, fødte Zambranos kone et barn.
Barnet blev belgisk statsborger, og dermed også EU-borger.
Nu siger EU-Domstolen, at de belgiske myndigheder ikke kan sende Ruiz Zambrano tilbage til Columbia, selv om hans asylansøgning er blevet afvist.
Zambrano er nemlig forælder til et barn der er EU-borger, og derfor har Ruiz Zambrano ret til at blive i Belgien og ret til at arbejde eller at få arbejdsløshedsunderstøttelse, så han kan forsørge sit barn.
Og Zambranos ret til ophold i Belgien gælder, selvom hans barn kun har boet i Belgien, og dermed aldrig har udøvet sin ret til at bevæge sig frit rundt i EU, siger domstolen.
Ekspert: Vigtigere end Metock-sagen
Domstolen begrunder sig afgørelse med, at hvis en medlemsstat i EU nægter ophold til en forælder, hvis barn er unionsborger, ville det kunne medføre, at børn, der er unionsborgere, vil blive tvunget til at rejse ud af EU, hvis deres forældre ikke får ret til ophold.
Peter Starup, der er lektor i EU- og udlændingeret ved syddansk Universitet, har også læst dagens dom, og han mener dommen får betydning for de danske regler på familiesammenførings-området.
- Domstolen har med dommen rundbarberet en stor del af alle de stramninger vi har indført siden regeringen begyndte at stramme lovgivningen. Der er dog stadig familier der ikke vil kunne gøre brug af EU-reglerne, for eksempel familier uden børn, siger han.
Hvilken betydning får denne dom i forhold til for eksempel Metock-sagen?
- Denne her sag er vigtigere og langt mere vidtrækkende. Den har meget større betydning, siger Peter Starup.