Kræftpatienter venter stadig

Selv om der er investeret store summer i kræftpakker, venter kræftpatienter stadig, og det koster liv, siger Kræftens Bekæmpelse.

Brystkræft er en af de kræftformer, hvor ventetiden ikke er blevet kortere. (Foto: © colourbox.com)

Trods kræftpakker er ventetiden for behandling blevet længere for to ud af otte kræftformer, og det kritiseres af Kræftens Bekæmpelse. Det viser en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.

For eksempel skal en fjerdedell af de kvinder, der får konstateret brystkræft, vente 39 dage på at få behandling, hvor målet i kræftpakkerne var 26 dage.

Og en fjerdedel af mændene med prostatakræft skal vente mere end 115 dage på at blive behandlet, selv om målet var op til 55 dage.

Kun et lille hurra

- Jo længere tid man venter, jo mere kompliceret bliver sygdommen, jo mere omfattende bliver behandlingen og jo større risiko er der for, at man dør af sin kræftsygdom, siger Leif Vestergaard Petersen, der er direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Sundhedsminister Bertel Haarder erkender, at ventetiden på behandling for visse typer kræft ikke er god nok.

- Jeg er ikke tilfreds. Jeg har ikke råbt noget stort hurra, men et lille hurra. For der er en markant fremgang, og vi behandler 60.000 flere om året, siger han.