Gik gennem sikkerhedskontrol med ulovlig væske

Birthe Buur Hansen fløj frem og tilbage mellem Aalborg og København med en juicebrik i sin taske. Først efter 14 dage opdagede sikkerhedskontrollen den.

Der er ingen sikkerhed i lufthavnenes sikkerhedskontrol, lyder kritikken fra en erfaren pendler. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nordjylland)

I 14 dage fløj Birthe Buur Hansen frem og tilbage mellem Aalborg og København med en lille juicebrik i sin taske, som hun havde fået i flyet. Hun tænkte ikke selv over det, før hun efter to uger fik konfiskeret juicen. Den indeholdt nemlig mere end 100 ml og måtte derfor ikke være i håndbagagen.

- Men hvis de virkelig mente, den udgjorde en fare, så skulle de jo have fundet den dag ét, det er jo det, der er deres opgave, siger Birthe Buur Hansen.

Strammere kontrol

Hun bor i Aalborg og arbejder i København. Derfor pendler hun tre gange om ugen mellem de to byer. Siden 1998 har hun sat sig i indenrigsflyet og krydset Kattegat og har derfor oplevet, hvordan procedurerne for sikkerhedstjek er blevet strammet.

- Jeg kan sagtens mærke en forskel. Jeg skal bruge en halv time mere efter 11. september 2001, siger Birthe Buur Hansen.

Kun én mobiloplader

Men trods scannere, metaldetektorer og kropsvisitering mener Birthe Buur Hansen ikke, at sikkerhedskontrollen øger sikkerheden, men at den blot er irriterende og unødvendig besværlig.

-Jeg har to forskellige mobiltelefoner, så jeg har to forskellige opladere. Det står der ingen steder, at jeg ikke må. Alligevel fik jeg en dag at vide, at jeg kun måtte have én oplader med. For jeg kunne jo kvæle folk med dem. Én var ok, men to var for mange. Det synes jeg var helt hen i vejret, siger Birthe Buur Hansen. Hun mener derfor ikke, at sikkerhedskontrollen gør en forskel.

-Vi er alle sammen bange for terror, men vi pendlere, der oplever sikkerhedskontrol hele tiden, kan altså godt se et andet billede: Der er ingen sikkerhed i det.

Dyrebar tid

Derfor mener den erfarne pendler, at det eneste, man vinder ved øget sikkerhedskontrol, er længere rejsetid.

- Nogle gange risikerer man at blive valgt ud og skal vende bunden i vejret på sin taske, måske bare fordi man er nummer tolv i køen. Men som pendler er det ikke altid, at man er i lige god tid, og så har man ikke tid til at stå i kontrollen for så at få af vide: Nå, der var ikke noget alligevel.