- Vi gør det aldrig, aldrig mere.
Det siger Niels Kejlstrup fra Ballerup. Han, hustruen og en 90 år gammel mor blev reddet ind til Almegårds kaserne i Rønne fra snemasserne ved Hasle, hvor de havde forvildet sig ud i bil trods politiets advarsler om ikke at køre ud i det forrygende bornholmske vintervejr.
- Vi var desperate, men dumme. Men vejret så ikke så slemt ud i Rønne. Når politiet siger, man skal holde sig væk fra vejene, så skal man gøre det, siger Niels Kejlstrup.
Må fejre jul på kaserne
Niels Kejlstrup var sammen med sin hustru og den 90-årige mor taget til Bornholm for at holde jul hos to børn og deres svigerforældre i Allinge.
De kom med færgen Povl Anker torsdag aften og overnattede på færgen, da de juleaftensdag om formiddagen forsøgte at nå juleaften hos familien i Allinge.
I stedet er de nu indkvarteret på kasernen i Rønne, hvor de må tilbringe juleaften.
Politiet på Bornholm siger, at budskabet om at lade være at køre ud, er ved at være forstået.
- At køre ud alligevel, er dybt forkasteligt. Det er manglende respekt for andres gøren og laden, siger vicepolitikommisær Leif Laursen.