Udlændingelov ændret hvert halve år

Siden 2001 har VKO ændret udlændingeloven hvert halve år. Advokater kritiserer de hyppige ændringer. K forsvarer ændringer og siger, at området er dynamisk.

De mange ændringer af loven skaber usikkerhed, mener udlændingeadvokater. (© DR)

Med den nye udlændingeaftale, der onsdag blev indgået mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, er det 18. gang, at den nuværende regering ændrer udlændingeloven.

Det viser en kortlægning af lovændringer, som politiken.dk har foretaget.

Siden 27. november 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, er lovgivningen i gennemsnit skrevet om hvert halve år.

Frustration og utryghed

Den udvikling bekymrer lektor i politik og forvaltning på Aalborg Universitet, Johannes Lund Andersen.

- Så mange ændringer i lovgivningen skaber en frustration og utryghed hos borgeren, og i sidste ende svækkes respekten for lovgivningen. Hvis små hjørner af ens tilværelse hele tiden bliver lavet om, giver det potentielt en form for politiker-mistillid, siger han.

Johannes Lund Andersen kalder de mange lovændringer "en udfordring af retssikkerheden".

Hos Foreningen af Udlændingeretsadvokater ser man også kritisk på de hyppige lovændringer.

Dynamisk område

- Vi advokater har lige så store problemer med at finde rundt i lovgivningen, som de klienter vi skal rådgive. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt, siger advokat og medlem af foreningen, Tage Gøttsche.

Men lovændringerne er ikke nødvendigvis et dårligt tegn, mener de konservatives integrationsordfører, Naser Khader.

- Udlændingeområdet er et område, der er dynamisk, og derfor skal lovgivningen også være det. Reglerne bliver justeret og ændret, fordi der sker noget hele tiden. Eksempelvis kunne vi se, at 24-års-reglen blev omgået, og det retter vi nu op på, siger han.