Ahmad Abdolkhalek på 17 år viser rundt i ungdomsklubben Kommando lige uden for Mjølnerparken.
Den ligger på et gammelt jernbaneterræn og består af tre simple træbarakker. Vi går ind i en af barakkerne, hvor der står nogle gamle sofaer og et tv.
- Der kommer 50-60 personer og sidder her. Helt ærligt - der er plads til 10, siger Ahmad.
17-årige Mohammed Amir siger, at kommunen har lovet dem en ny klub - men den kommer aldrig.
- Derfor går vi ud og brænder biler af. Så ved de, at vi mener det. At vi skal have en ny klub, fortæller han.
Hård kerne får medløbere
Antallet af unge under 18 år er tårnhøjt i ghettoerne. I Mjølnerparken udgør de over halvdelen af beboerne.
Og de unge har større risiko for at havne i kriminalitet, netop fordi de er så mange på ét sted, advarer seniorforsker Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.
- Det kan udvikle sig. For selv om der er en hård kerne, så vil de få flere og flere medløbere. Det kan godt gå hen og udvikle sig til noget meget slemt, hvis ikke det bliver taget i opløbet, siger han.
Lærer af gadens parlament
Samtidig er mange af de voksne så ressourcesvage, at de ikke kan holde de unge ude af kriminalitet, og det er en tikkende bombe.
- De lærer de ting, som man lærer af gadens parlament. Det vil sige, hvordan man stjæler en bil, hvordan man hurtigt tjener nogle penge, fortæller Henrik Bastholm, der er programchef i socialforvaltningen i København.
Det betyder, at en masse unge er i fare for at blive tabt.
- Vi får nogle børn og unge, som i virkeligheden ikke er særlig egnede til at komme ud på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, men som er rigtig godt egnede til at være i en kriminel løbebane, mener Henrik Bastholm
Stemplet af dem udenfor
Mjølnerparken ligger lidt for sig selv i et hjørne af Nørrebro. Det er ikke et sted, man sådan tilfældigt kommer igennem.
Og stedet fungerer også som en by i byen, fortæller Ahmad Abdolkhalek.
- Det har været dejligt at vokse op i Mjølnerparken. Alle kender alle, og alle beskytter alle ligesom i en stor familie, fortæller han.
Men helt godt er det ikke, for selv om der er sammenhold inden for Mjølnerparkens grænser, er det, som om man er stemplet af dem udenfor, selv om man holder sig fra kriminalitet, fortæller Ahmad.
- Samfundet accepterer mig ikke, når jeg bor her. Lige meget hvad er man en taber. Nu har jeg prøvet at være fornuftig i to-tre år, men man er stadigvæk holdt udenfor, siger han.
En verden for sig selv
I en af Mjølnerparkens gårde møder vi Nadia. Hun er træt af de mange unge, der laver ballade.
- De synes, det er sjovt at være kriminelle, de synes det er sjovt at komme ind og sidde, de synes det er sjovt at have bander. Det er ikke et liv. De små kigger på de ældre, når de står og kaster sten på politiet. Og de små ender med at gøre det samme som de ældre, siger Nadia.
- Jeg vil flytte herfra. Jeg flytter ud i Nordvest, for jeg gider ikke at være her. Jeg vil ikke have, at mine børn vokser op sammen med de børn, der er her. Mit barn skal ikke være kriminel.
Ahmad kan heller ikke forestille sig at blive boende i Mjølnerparken lang tid endnu. Men han er alligevel ked af, at hans barndomskvarter hele tiden bliver omtalt som en ghetto.
- Den måde, de taler om ghettoerne på - der, hvor vi bor - det føles, som om vi er en verden for os selv. Sådan får de os til at føle, selv om vi ikke vil have den følelse. Men det tager lang tid at forandre det hele. Du kan ikke tage 20 beboere ud og sætte 20 danskere ind, siger han.