Fusk med kontanthjælp koster millioner

Det er ikke småpenge, der bliver taget ud af kommunernes kasser og med til udlandet, når danskere rejser ud med deres kontanthjælp. Det fortæller landets største kommune.

(© DR København)

Når danskere tager til udlandet med deres kontanthjælp i bagagen, koster det kommunerne millioner af kroner.

Sidste år handlede halvdelen af alle sager om socialbedrageri i Københavns kommune, om borgere der var rejst udenlands, mens de modtog kontanthjælp.

- Vi fik 18 millioner kroner tilbage i sager sidste år, og halvdelen af dem handlede om borgere, der havde opholdt sig i udlandet, mens de modtog kontanthjælp, siger Thomas Jakobsen, direktør for Borgerservice i København.

Bredt samarbejde i afsløringerne

Sagerne får kommunen dels via egne observationer, men også andre bidrager til at komme det sociale bedrageri til livs.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med politiet i lufthaven, der fortæller os, når de har nogle i kikkerten. Men vi får også mange henvendelser fra almindelige borgere, der fortæller om deres kendskab til socialbedrageri, forklarer Thomas Jakobsen.

Finanskrisens betydning

Københavns kommune har i gennemsnit en sag om dagen, der handler om socialbedrageri, men kommunen har kunnet mærke finanskrisen effekt på bedrageriet.

- Sagsmængden er klart steget i takt med finanskrisen, og derfor ansatte vi sidste år to mere til at hjælpe til i arbejdet, for vi tager socialbedrageri meget alvorligt, fortæller Thomas Jakobsen.