- Det er pinligt, når Fredrik Reinfeldt (svensk statsminister, red.) ikke vil rette sig efter de svenske vælgeres afgørelse og samarbejde med Sverigedemokraterne (SD), lyder det fra Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard.
SD er ikke søsterparti med DF
Selv om Pia Kjærsgaard ikke umiddelbart vil kalde Sverigedemokraterne for søsterparti - for så godt kender vi ikke hinanden endnu, siger hun - så ønsker hun partiet et særligt tillykke med valget:
- De har været ude for store urimeligheder, så man næsten ikke tror sine egne ører og øjne, når man sætter sig lidt ind i, hvordan det svenske demokrati desværre ikke fungerer.
I samme båd
Pia Kjærsgaard kender alt til Sverigedemokraternes situation, der handler om, at ingen andre partier ville samarbejde med en.
- Sådan var det også ved valget i 1998, hvor ingen andre partier ville røre os med en ildtang. Det ændrede sig ved systemskiftet i 2001 og siden har vi haft et solidt og troværdigt samarbejde med regeringen, siger Pia Kjærsgaard, hvis råd til Sverigedemokraternes leder Jimmi Åkesson derfor er:
- Bare tag det roligt. De skal nok komme.