Svært overvægtige kan stadig få afslag på en fedmeoperation på Hvidovre Hospital, hvis de ikke forstår så godt dansk, at de kan kommunikere og samarbejde med lægerne. Sundhedsminister Bertel Haarder (V), som i fredags bestemte, at hospitalet skulle stoppe den praksis, har ændret mening.
- Jeg vil ikke blande mig i konkrete afgørelser. De skal bygge på konkrete lægefaglige vurderinger. Det er selvfølgelig i orden at afvise fedmeoperationer, hvis patienten åbenbart ikke kan kommunikere og samarbejde om det, skriver Bertel Haarder i en pressemeddelelse.
Ikke udelukke på forhånd
Han understreger, at lægerne på hospitalet dog ikke på forhånd kan udelukke nogen på grund af patientens sprogkundskaber.
Hvidovre Hospital udførte sidste år 130 fedmeoperationer og afviste fire-fem patienter, fordi de ikke forstod dansk.
Det fik fredag Bertel Haarder til at slå fast, at lægen er bundet af sit lægeløfte. Er et menneske syg og skal opereres, så skal lægen sørge for, at det sker, sagde han.