Flere flygtninge tager frivilligt hjem

Indvandrere og flygtninge vælger i stigende grad at rejse hjem med støtte fra den danske stat. Men støttebeløbet er også steget markant i 2010.

Et stigende antal flygtninge og indvandrere, som gerne må blive i Danmark, vælger at tage hjem med repatrieringsstøtte. (© Colourbox)

Et stigende antal flygtninge og indvandrere pakker frivilligt kufferterne og rejser tilbage til deres hjemland med støtte fra den danske stat.

Ifølge de seneste tal fra Dansk Flygtningehjælp har mere end 180 personer sagt ja tak til den såkaldte repatrieringsordning og er vendt hjem til lande som eksempelvis Bosnien-Hercegovina, Tyrkiet og Irak i løbet af årets første syv måneder.

I løbet af hele sidste år var der i alt 138 personer, som gjorde det samme.

Entydigt godt

- Det er tydeligt, at der i år er flere, der benytter tilbuddet, og det er ret entydigt godt, siger Andreas Kamm, som er generalsekretær ved Dansk Flygtningehjælp, der rådgiver både det offentlige og interesserede borgere om ordningen.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at det hænger sammen med de flere ressourcer, der er blevet afsat til folks hjemrejse.

Over 100.000 kroner

Politikerne besluttede i finansloven for 2010 at mere end firedoble støtten til voksne flygtninge og indvandrere, som har ret til at blive Danmark, men som vælger at rejse hjem og etablere sig i hjemlandet.

Sidste år fik en person over 18 år under 30.000 kroner fra staten i støtte. I år lyder beløbet på 117.581 kroner. Størstedelen af pengene udbetales et år efter udrejsen fra Danmark.

- Det betyder jo, at mange flere end tidligere kan realisere deres ønske om at komme hjem og starte en tilværelse i hjemlandet. Det er jo mange flygtninges ønske. Uanset at de her mennesker godt kunne vælge at blive i Danmark, så benytter de sig nu af muligheden, siger Andreas Kamm.

- Flere ressourcer betyder, at man har nemmere ved at genstarte tilværelsen derhjemme. Finde et sted at bo, finde et arbejde, få børnene i skole og måske starte en café, starte en virksomhed, siger han.

Mange interesserede

Generalsekretæren regner med at den voksende interesse fra flygtninge og indvandrere for at flytte til hjemlandet fortsætter.

- Vores rådgivere mærker en stor interesse, og der er rigtig mange, der går og filosoferer om, hvorvidt de med de her ressourcer faktisk kan realisere deres ønske.