Antallet af skolebørn der drikker alkohol stiger. Nye tal fra Sundhedsstyrelsens undersøgelse af de 11-15-åriges livsstil og dagligdag viser, at der er sket en stigning for alle fem aldersgrupper og begge køn. Stigningen er særlig udtalt blandt de 14-15-årige piger, hvor andelen, der har drukket alkohol inden for de seneste 30 dage, er steget sammenlignet med tidligere.
- Det er en negativ udvikling, fordi alkohol er skadelig for de unge unges sundhed. Det påvirker deres generelle trivsel, hæmmer hjernens udvikling og øger risikoen for at udvikle et alkoholproblem senere i livet, siger konstitueret chef Annemarie Knigge fra Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
Forældrene har afgørende betydning
Hun peger på, at forældrene har en afgørende betydning for børnenes alkoholvaner. Undersøgelsen viser, at forældrene er med til at forsyne børn helt ned i 11 års alderen med alkohol, og derfor er det vigtigt at forældrene er opmærksomme på det ansvar de har i forhold til de unges alkoholkultur og forbrug.
Stigningen i de unges alkoholforbrug skal ses i forhold til at der siden 2002 -2006 har været en nedadgående tendens i alkoholforbruget. Den stigning der har været i 2008 bringer med andre ord udviklingen op på det tidligere niveau.
Undersøgelsen af de unges livsstil er baseret på svar fra 2.821 elever på 88 skoler, som er blevet spurgt om deres adfærd med alkohol, tobak, kostvaner og fysisk aktivitet.
Når det gælder udviklingen på alkoholområdet så viser tallene, at omfanget af binge-drinking, dvs. at drikke fem eller flere genstande på en dag, er steget blandt de ældre børn - og særligt blandt pigerne.
I 2008 har 52 procent af de 15-årige drenge og 65 procent af de 15-årige piger prøvet at drikke fem eller flere genstande på én dag - inden for de seneste 30 dage. Det er en stigning i forhold til i 2006 på fem procent for drenge og 16 procent for pigerne.
Kilde: Rapporten Børn og unges livsstil og dagligdag indeholder resultater fra en undersøgelse af 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner, der blev gennemført i november/december 2008. Rapporten bygger på en undersøgelse af 2821 elever i 88 skoler. Svarprocenten er 96 procent på klasseniveau. Undersøgelsen er blevet gennemført af Sundhedsstyrelsen hvert år siden 1997 i november-december måned. Dog er undersøgelsen fra og med 2006 kun foretaget hvert andet år, dvs. i 2006 og derefter i 2008.