Aldrig har forsikringsselskaberne og sundhedsvæsenet betalt så mange psykologregninger som i dag. Det viser tal, som Jyllands-Posten har indsamlet.
Fra 2003 til 2009 er sundhedsvæsenets udgifter til psykologhjælp næsten tredoblet fra 65 til 178 millioner kroner. I samme periode er forsikringsselskabernes udgifter til psykologhjælp vokset fra 2 til 121 millioner kroner.
Virker det?
Svend Lings, overlæge i arbejdsmedicin på Odense Universitetshospital, kalder det for "et modefænomen" og savner beviser for, at psykologernes indsats virker:
- De burde skaffe noget dokumentation i stedet for at tømme de offentlige kasser, siger han til Jyllands-Posten.
Svend Lings støttes af lægelig direktør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital, som mener, at psykologsamtaler kan skade mere, end de gavner. Han er især kritisk over for psykologisk krisehjælp.
Formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, forklarer det stigende antal henvisninger til psykolog med "en stigende bevidsthed blandt patienterne om muligheden for at få hjælp på denne måde".
I Dansk Psykolog Forening mener formanden ikke, at folk går unødigt til psykolog. Han forklarer stigningen med, at det ikke længere er tabubelagt at gå til psykolog.