Hver anden ung har ondt i ryggen

Mere end halvdelen af alle unge har eller har haft problemer med ryggen. En rygekspert efterlyser flere idrætstimer i folkeskolen.

En tredjedel af de unge under 18 år, som opsøger en kiropraktor, har haft rygsmerter i mindst et år, og hver fjerde har taget smertestillende medicin mindst en gang om ugen forud for første behandling.

Det er en myte, at rygsmerter kun opstår hos ældre mennesker med mange års stillesiddende eller slidsomt arbejde bag sig

Op mod 60 procent af alle 18-20-årige har eller har haft rygproblemer. Det viser flere undersøgelser fra Syddansk Universitet, skriver MetroXpress.

Koster milliarder hvert år

Der skal nu forskes mere i årsagerne til den folkesygdom, der årligt koster det danske samfund 16,6 milliarder kroner i sundhedsudgifter, førtidspensioner og tabt produktion.

Alene i 2008 blev 1.675 danskere, hvoraf de fleste var over 30 år, tilkendt førtidspension på grund af rygproblemer og rygsygdomme, viser tal fra Ankestyrelsen.

Kommer i teenageårene

- Vores undersøgelser viser, at rygproblemer stiger kraftigt i teenageårene. Mens der blandt de 12-årige er 10 procent, der har døjet med ondt i ryggen, er andelen blandt de 18-20-årige oppe på omkring 50-60 procent, siger Jan Hartvigsen, som er professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

En forklaring kan være, at mange unge sidder dagen lang foran computeren og fjernsynet, men det er endnu uvist. Sikkert er det dog, at teenagere med rygproblemer ofte bliver til voksne med dårlig ryg.

Mindre computer - mere idræt

Derfor skal den forebyggende indsats lægges i ungdomsårene, mener en anden rygekspert, overlæge Ulrik Tarp, reumatologisk afdeling ved Åhus Universitetshospital og formand for Dansk Reumatologisk Selskab:

- Vi ved at fysisk aktivitet har en positiv effekt, siger han. Han foreslår derfor flere idrætstimer i folkeskolen.