Sommer og Kvamm går sammen

En ny dansk rock-duo har set dagens lys. Men der er lagt fra tale om to novicer i dansk musik. Det er to af Danmarks fineste sangskrivere, der nu har slået sig sammen.

Peter Sommer og Simon Kvamm voksede op i nabobyerne Silkeborg og Skanderborg uden at kende hinanden.

I næste uge koncertdebuterer de som duoen De Eneste To, skriver Politiken.

Mens deres respektive karrierer er toppet og har budt på mere travlhed end nogensinde, har de to langsomt formet deres fælles musik.

En skrivefase på tre år var nødvendig for at skabe en trebenet skammel, hvis ben består af de to elementer fra Nephew og Sommer solo og så et nyt.

Det tredje sted

Det ben, de begge kalder Det Tredje Sted.

- Det er en form for hiphop for singer-songwritere. Det lyder nok ikke sådan, men ellers ved jeg ikke, hvordan man skal beskrive det. Musikken er stram på den måde, at den er styret af nogle beats, men oven på dem er det hele ret løst, siger Simon Kvamm.

4. maj spiller "De Eneste To" på Loppen i København, og 5. maj går de på scenen på spillestedet Vestergade 58 i Århus.