Næsten hver fjerde trafikbølle er kvinde

En kvinde bag rattet er langt fra ensbetydende med en let fod på speederen og et usikkert greb om gearstangen.

Kvinders kørestil ligner mere og mere mænds. Og det er nødvendigvis ikke i en positiv henseende. (Modelfoto) (Foto: © Cylonka, Stock.xchange)

Når politiet afslører trafikbøller og færdselssyndere, er fotoet på kørekortet oftere og oftere af en kvinde. Hvis hun da i det hele taget har et kørekort. Det skriver JydskeVestkysten.

Næsten hver fjerde overtrædelse af færdselsloven blev i 2008 begået af kvindelige trafikanter, viser opgørelser over strafferetlige afgørelser fra Danmarks Statistik.

Især de seneste ti år er kvindernes andel af overtrædelserne bare vokset og vokset. I 1998 stod kvinderne kun bag knap 14 procent. Og det skyldes ikke kun, at flere kvinder kører bil.

Kvinder kører som mænd

Det er også måden, de kører på, der har ændret sig, lyder det fra formanden for Dansk Kørelærer-Union, Rene Arnt.

- De kører mere og mere som mænd. Og det er altså ikke særligt positivt i den her sammenhæng. De kører mere aggressivt, presser de forankørende og gestikulerer både med horn og fingre, og hvad vi ellers er vant til at se fra mændene, siger han.

Kønsstereotyperne er under opbrud

Trafikforsker Anette Jerup Jørgensen har undersøgt danskernes trafikkultur og afviser også fuldstændigt forestillingen om, at kvinder kører på en særlig forsigtig måde.

- Vi har en kulturel forestilling om, hvordan kvinder kører, men den holder ikke. For når først de kommer bag rattet, så kører kvinderne fuldstændig ligesom mændene og omvendt. Man kan ikke længere putte dem ind i en kasse, for kønsstereotyperne er under opbrud, siger hun.

Kvindernes mere mandlige måde at køre på kan i sidste ende betyde flere kvæstede og dræbte, frygter Rene Arnt.

Som repræsentant i Rådet for Sikker Trafik har han derfor flere gange opfordret til at kampagner i højere grad målrettes begge køn.