Anbragte børn og unge kommer i klemme i systemet og får ikke den hjælp, de har krav på ifølge Serviceloven. Det er ulovligt at sætte økonomi over barnets tarv, og det sker i nogle kommuner.
Hver tredje kommune har planlagt at spare på anbringelser af børn og unge i 2010, viser en rundspørge som DR Nyheder har lavet.
Det drejer sig om børn og unge med særlige behov for social støtte - fx børn og unge der er havnet i kriminalitet, vold eller som har forældre, der er stofmisbrugere.
Spild af liv
En 18 årig mand har været anbragt på opholdsstedet Solhaven i Farsø i Nordjylland, han har flere kriminelle forhold bag sig og har været mandsopdækket af 2-3 voksne siden han var 13 år. Han er nu flyttet i egen lejlighed og venter på at kommunen finder et arbejde til ham.
- Det går for langsomt. Jeg synes ikke det er særlig fedt, for jeg har ikke noget arbejde, og jeg kan ikke betale min lejlighed, siger den 18 årige, der vil være anonym.
Landsforeningen af private opholdssteder, LOS, mærker direkte kommunernes besparelser.
- Vi oplever alt for tit, at man opgiver på halvvejen, og det er både spild af den unges liv og de penge, som samfundet har ofret på den unge, siger direktør Geert Jørgensen fra LOS.
Randers kommune på kant med loven
Et flertal af politikerne i Randers byråd har besluttet at spare over 27 millioner kroner på børn og unge med særlige behov.
En serviceforringelse som møder stor modstand blandt kommunens socialrådgivere, fordi den er på kant med loven.
I et notat fra Randers Kommune står der, at unge mellem 16 og 18 år ikke længere skal anbringes i dyre døgninstitutioner.
Nu skal de i stedet bo to unge sammen i en ungdomshybel.
- Jeg vil med mine socialfaglige briller på sige, at det er uansvarligt, siger fællestillidsmand Henrik Hald fra Randers Kommune.
Det er ulovligt at sætte økonomi over barnets tarv. Og det gør Randers Kommune med flere af deres besparelser, mener Professor i socialret Kirsten Ketscher.
- Hvis det kun er til barnets næstbedste, så er det ikke lovligt, siger professoren.
Anbringelser skal undgås
Notatet fra Randers kommune beskriver detaljeret, hvordan kommunens sagsbehandlere skal hjælpe udsatte børn og unge.
Fx fremgår det, at akutte anbringelser så vidt muligt skal undgås.
- Randers Kommune indsnævrer de muligheder som angives i Serviceloven. Det er ulovligt, slår Kirsten Ketscher fast.
Kritikken preller af på Randers Kommune. Viceborgmesteren mener ikke, at kommunen lader økonomien afgøre hvilket tilbud de udsatte unge skal have.
KL lægger op til det
De detaljerede besparelser i Randers kommer ikke ud af den blå luft.
De er orkestreret af Kommunernes Landsforening der har opstillet "Otte gyldne regler for udgiftsstyring af udsatte børn og unge".
Kirsten Ketscher mener, det kan friste kommunerne til ikke at overholde loven.