Tanker om selvmord, depression og stemmer i hovedet. Det er hverdagen for langt størstedelen af de afviste irakiske asylbørn, der befinder sig i Danmark.
20 ud af de i alt 21 børn, hvis familier står til udvisning fra Danmark, har således svære psykiske problemer, viser en ny undersøgelse, skriver Ugeskrift for Læger.
Sværest for de største
Flere af børnene i undersøgelsen levede sammen med deres familier og flere andre afviste irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke, som politiet i august sidste år ryddede.
- De er meget præget af at have levet under så stressende, belastende og angstfyldte omstændigheder, som de har. De ældste børn er dem, som har det allersværest, siger speciallæge i børnepsykiatri Lene Lier, som er blandt de ni forfattere, der står bag undersøgelsen.
Kun to ud af de 20 børn er i behandling, og det bekymrer formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, ledende overlæge Jan Jørgensen.
Menneskeforagt
- Det er omsorgssvigt grænsende til menneskeforagt at undlade at hjælpe børn i så stor nød og lidelse. Jeg skammer mig på det danske samfunds vegne, siger han til Ugeskrift for Læger.
Tendensen hos de irakiske asylbørn er, at jo ældre børnene bliver, desto større psykiske problemer får de. Det bekymrer speciallæge Lene Lier.
- De sidder ovre i skolen og forsøger at fastholde, hvad det er der foregår, men de kan ikke. Og hvis ikke man kan magte almindelig skolegang, så er det jo meget få muligheder, man har fremover, siger Lene Lier.
Det eneste barn i undersøgelsen, der ikke viste tegn på psykiske problemer, er et spædbarn på otte måneder.