Fødevaremyndighederne skal holde snitterne fra mad, som såvel politikere som almindelige borgere serverer i eget hjem.
Det er den klare besked fra fødevaremyndighedernes chef, fødevareminister Eva Kjer Hansen, efter, at Anders Samuelsen har været afhørt om hyggelig hjemmeservering af hjemmebag til et valgmøde.
- Godt nok stiller vi høje krav til fødevarehygiejne. Men vi skal slet ikke blande os i, hvad folk byder deres gæster derhjemme i Danmark. Samuelsens gæster må spise hans boller på eget ansvar, siger fødevareministeren, som i øvrigt gætter på, at Samuelsens boller smager godt.
Anmeldt efter vælgermøde
Stifter og spidskandidaten hos Liberal Alliance bagte og serverede ifølge Horsens Folkeblad boller ved et vælgermøde i egen dagligstue.
Men en borger anmeldte Samuelsen til Fødevareregion Syddanmark for, at han dermed overtrådte loven ved at servere hjemmelavet mad til et offentligt møde.
Det medførte en længere snak mellem Samuelsen og fødevareregionen, hvor han slap med skrækken på en bestemmelse om, at det er ok med hjemmebag, hvis "den fremmødte må have en rimelig forventning om, at maden er fremstillet i et ikke-autoriseret køkken".