Grækenland fortsætter med at overtræde menneskerettighederne, når det kommer til behandlingen af asylansøgere. Det afslører to rapporter fra Human Rights Watch og Pro Asyl.
Det betyder, at den danske regering bryder menneskeretslige og asylretslige principper, når den fortsat sender asylansøgere tilbage til Grækenland, siger Kim U. Kjær, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, til Information.
Danmark fortsætter
- Vi må ikke udsende asylansøgere til lande, hvor der er risiko for, at de bliver sendt videre til andre såkaldte usikre lande, siger Kim U. Kjær.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, mener ikke, at Danmark bør stoppe udsendelserne til Grækenland, "da det blot vil motivere dem til yderligere at undlade at overholde Dublin-forordningen og flygtningekonventionen," skriver hun i en mail til Information.