Krigen mod terror gør det muligt for Forsvarets Efterretningstjeneste lovligt at aflytte al kommunikation her i landet. Det vurderer den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Ole Stig Andersen, i Amnesty Internationals medlemsblad.
Forsvarsloven taler om, at Forsvaret Efterretningstjeneste kan overvåge borgernes telefonsamtaler, postforsendelser og brug af internettet i tilfælde af "krig eller andre ekstraordinære forhold".
Og Ole Stig Andersen siger til bladet, at han ikke i tvivl om, at kampen mod terror opfylder betingelsen "krig eller andre ekstraordinære forhold".
Han understreger, at han ikke ved, om efterretningstjenesten rent faktisk gennemfører en omfattende overvågning. Men han er ikke i tvivl om, at den har ressourcerne til det.
- Og hvis man kan og må, hvorfor skulle man så ikke gøre det, spørger han.