Handicappede skal have dækket merudgifter

Borgere med nedsat funktionsevne skal igen have ret til penge, der kan dække merudgifter, de har i forbindelse med deres handicap. Det siger velfærdsminister Karen Jespersen, der er klar med et nyt lovforslag.

Forslaget skal rette op på en afgørelse fra ankestyrelsen fra 2007, der betød, at nogle handicappede ikke længere kunne få dækket ekstraudgifter. (Foto: © Rasmus Kahlen, DR Bornholm)

Borgere med nedsat funktionsevne skal igen have ret til penge, der kan dække merudgifter, de har i forbindelse med deres handicap. Det siger velfærdsminister Karen Jespersen, der er klar med et nyt lovforslag.

Forslaget skal rette op på en afgørelse fra ankestyrelsen fra 2007, der betød, at nogle handicappede ikke længere kunne få dækket ekstraudgifter. Men den såkaldte merudgiftydelse skal hurtigst muligt igen være tilgængelig for borgerne, siger ministeren.

Minimum 1500 kr. om måneden

Formuleringen i reglerne har haft den uheldige virkning, at en række borgere med funktionsnedsættelse har fået frakendt eller fået afslag på at få merudgiftydelsen.

- Derfor håber jeg, at vi kan få lovændringen på plads hurtigst muligt, så disse mennesker igen kan få den hjælp, de har brug for, siger Karen Jespersen.

Merudgiftydelsen kan blandt andet være ekstra benzinomkostninger ved at have en stor handicapbil.

Ydelsen udgør som minimum 1500 kroner om måneden.