Regeringens stort anlagte aftale om, at familiesammenførte skal bestå en indvandringsprøve fra 2009, falder nu til jorden på grund af EU-reglerne, skriver Berlingske Tidende.
Bliver man familiesammenført via EU-reglerne efter et arbejdsophold på få uger i et andet EU-land, behøver man heller ikke længere tage testen i dansk sprog og viden om danske forhold.
- Hvis man bruger EU-reglerne, kan man slippe for Indvandringsprøven. Hele den stramme danske udlændingelov bliver skudt ned og gennemhullet af EU-retten, siger adjunkt ved Syddansk Universitet, Peter Starup.
Hele udlændingeloven ud af drift
Presseansvarlig Nils Bak i Udlændingeservice siger, at EU-reglerne tillader familiesammenføring uden hensyn til de danske 24-årskrav, tilknytningskrav, boligkrav, særlige forsørgelseskrav, krav om bankgaranti og de såkaldte fætter-kusine-regler.
Samtidig bekræfter han, at også indvandringsprøven kan undgås, hvis man er berettiget til familiesammenføring via EU-reglerne.
- Alt andet vil formentlig blive betragtet som en teknisk hindring, siger Nils Bak.
Flere eksperter siger nu til avisen, at EU sætter så godt som hele udlændingeloven ud af spillet.
Krav fra Dansk Folkeparti
De nye udsagn får Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt til at reagere.
- Regeringen skal sige til EU-systemet, at det hele tiden har været forudsætningen for dansk EU-medlemskab, at vi kunne føre vores egen udlændingepolitik, siger han.
- Det skal vi have sikret, og derfor skal vi have ændret forbeholdet, sådan at det er udlændingeloven, der gælder - og ikke EU's regler, siger Morten Messerchmidt til Radioavisen.