To dømt for solariebrand

De to mænd, der stod bag den eksplosionsagtige brand i et solcenter på Østerbro, skal i fængsel i henholdsvis et år og ti måneder og et år og fire måneder. Dommen faldt bag lukkede døre, og efterforskningen fortsætter.

Det så voldsomt ud, da facaden på solcentret på Nøjsomhedsvej på Østerbro blev revet ud af en eksplosionsagtig brand. (Foto: © DR, DR)

Det var en eksplosionsagtig brand, der rev hele facaden ud på et solcenter og efterlod den ellers stille gade på Østerbro som en krigszone i februar. Alligevel var der ikke grundlag for at dømme to mænd efter straffelovens strengeste paragraf om brandstiftelse, afgjorde Københavns Byret i dag.

En 20-årig fik et år og 10 måneders fængsel, og en 23-årig fik et år og fire måneders fængsel. De blev dømt efter den mildere paragraf 181 i straffeloven.

Retsmødet var lukket for offentligheden, så de to mænd kunne afgive deres forklaring, uden at den kom til offentlighedens kendskab. Det skete med henvisning til den fortsatte efterforskning og det tyder altså på, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod.