To frivillige brandfolk i Faxe greb til utraditionelle, men effektive, transportmidler, da de i aftes ved godt 23-tiden blev alarmeret om brand på en skole en lille kilometer fra brandstationen.
De to var alene på stationen. Alle andre og alle brandbiler var kaldt væk til en stor aktion ved Rønnede, hvor en benzintankbil var væltet.
Hvad gør man så?
Jo, den ene friske brandmand hoppede såmænd op på sin cykel, og den anden snuppede sin knallert og så tøffede de ud til brandstedet og nåede at få slukket flammerne, før brandbilen, der var tilkaldt fra nabo-brandvæsenet, nåede frem.