Danskere blandt mest islam-kritiske i verden

79 pct. af danskerne ser større samkvem med den muslimske verden som en trussel. Kløften mellem Vesten og Islam bliver dybere, viser rapport fra World Economic Forum.

79 pct. af danskerne ser større samkvem med den muslimske verden som en trussel. (Foto: © JEAN - PIERRE MULLER, Scanpix)

QuickVote: Skel mellem vesten og muslimske lande

Danskere er blandt de mest islam-kritiske borgere i verden. Kløften mellem Vesten og Islam bliver dybere, viser rapport fra World Economic Forum.

79 pct. af danskerne ser ifølge en meningsmåling større samkvem med den muslimske verden som en trussel.

Danskernes bekymringer deles af store flertal i andre europæiske lande som Sverige, Holland, Italien og Spanien, hvor mellem 65 og 67 pct. af befolkningerne frygter større vestligt samkvem med den muslimske verden.

Dialogen er dårlig

Rapportens budskab er, at dialogen mellem Vesten og Islam har det dårligt.

WEF har i løbet af 2007 gennemført meningsmålinger i 21 lande - halvdelen muslimske og den anden halvdel ikke-muslimske.

Og der tegner sig et udtalt billede af mistro.

- Der er alarmerende lav optimisme omkring dialogen, siger WEF-grundlæggeren Klaus Schwab.

Muslimsk befolkningsandel

- Vi kan forudse, at den muslimske befolkningsandel i EU15-landene (Altså EU før udvidelse i 2004) vil vokse fra ca. 4,6 pct. i 2006 til 10-15 pct. i 2025 med højere koncentrationer på op til 30 pct. i byområder i Frankrig, Tyskland og Holland.

Derfor vil enhver forværring på den internationale politiske front blive følt mest alvorligt i Europa,« skriver Schwab i sit forord til rapporten, erfarer Berlingske Tidende.

Danskernes og andre europæeres syn på større samkvem med den muslimske verden som en trussel skyldes ifølge rapporten, at der er »en voksende angst for 'den islamiske trussel' mod deres kulturelle identiteter blandt europæerne«, og at denne opfattelse er »drevet af øget indvandring fra fortrinsvis muslimske regioner«.