Sygehus: Vi er ikke nogen bilfabrik

Nu siger flere af landets store sygehuse fra over for regeringens ambitiøse behandlingsgaranti, som træder i kraft i morgen mandag.

Skejby Sygehus er landets største operationscenter for patienter med hjerteflimmer med 500 operationer om året. (Foto: © DR, DR)

I går var det Gentofte Hospital ved København, der meldte hus forbi. I dag siger to andre af de store sygehuse fra over for regeringens behandlingsgaranti, som træder i kraft i morgen mandag.

MediaLinks:

Der er tale om Odense Universitetshospital og Århus Universitetshospital i Skejby.

Hospitalsdirektør Villy Helleskov fra Skejby siger til Radioavisen, at "det er en kompliceret sag. Det er jo ikke en bilfabrik, vi har. Det er individuelle behandlingstilbud".

Når regeringens behandlingsgaranti træder i kraft, skal alle patienter - også dem med småskavanker - behandles senest en måned, efter de er blevet henvist af deres praktiserede læge. Ellers har de krav på at blive sendt videre til behandling på et privathospital.

Stram planlægning

- Man bliver nødt til at planlægge helt fantastisk stramt, konstaterer Villy Helleskov.

- Det, vi gør, er, at vi laver nogle pakkeløsninger. Men hvis det er sådan, at patienten ikke lige passer ind i sådan en pakke, bliver der ledige tider til for eksempel røntgen, fortsætter han.

Det bliver meget svært at opfylde kravet om maksimalt en måneds ventetid, og Villy Helleskov opfordrer politikerne til at tænke sig om.

- Der er mange, der ikke engang ønsker at komme ind inden for en måned. Hvis det ikke er noget livstruende, kan der for mange mennesker komme nogle familiemæssige eller arbejdsmæssige ting eller en rejse i vejen, siger han til Radioavisen.

Fornuftige patienter

Venstres sundhedsordfører i Folketinget, Birgitte Josephsen, er ikke så alarmeret af de store sygehuses udmeldinger.

- Da vi indførte det frie sygehusvalg, opførte patienterne sig ganske fornuftigt. Og det er jeg sikker på, at de også vil gøre, når vi nu ændrer det (behandlingsgarantien, red.) fra to måneder til en måned. Jeg er også sikker på, at man vil håndtere denne opgave ganske fornuftigt i det offentlige system, siger hun til Radioavisen.