Alle S-tog holder stille

Alle S-tog holder stille på grund af et strømsvigt. Banedanmark arbejder på at få løst problemet, men kan ikke sige, hvornår togene igen kører normalt.

Alle S-tog holder stille på grund af strømsvigt. Det vides ikke, hvornår problemet er løst.

S-togpassagerer må væbne sig med tålmodighed eller finde anden transport. På grund af et strømsvigt er al S-togs trafik indtil videre indstillet, oplyser Banedanmark.

Teknikere arbejder på at udbedre fejlen, men det er endnu usikkert, hvornår togene kører igen.

MediaLinks:

Der er indsat busser på langt de fleste strækninger, og regional-, IC- og kystbanetog standser ved de større stationer.

Kortslutning på grund af vand

Det er strømforsyningen ind til selve fjernstyringscentralen, som er blevet ramt af en kortslutning formentlig på grund af indtrængende vand, oplyser områdechef Claus Christiansen fra Banedanmark.

- Og det er den værst tænkelige situation, der kan ske. Det rammer nemlig alt lige fra signaler, sporskifte og radiokommunikationen til lokomotivførerne, siger han.

Det er således heller ikke muligt at informere passagererne på stationerne.

Claus Christiansen mener, at det indtrængende vand kan være forårsaget af et byggeri på en nabogrund. Også reserveforsyningen, som befinder sig samme sted, er blevet ramt.

Tusindvis af passagerer berørt

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange passagerer, der er berørt af, at S-togene ikke kører.

DSB S-tog oplyser, at der om lørdagen mellem klokken 5 og klokken 10 normalt kører omkring 25.000 passagerer med S-tog.

Regner man med hele lørdagen, kører der normalt 170.000 passagerer med S-tog.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532a8e0aa11f9d09b43e088b