Europarådet kritiserer dansk udlændingepolitik

Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, kritiserer den danske udlændingepolitik. Han kommer med en række anbefalinger. Blandt andet bør 24-års-reglen ændres til en 21-års-regel.

Den danske udlændingepolitik får kritik af Europarådets kommissær for menneskerettigheder. (Foto: © DR, DR)

Europarådets kommissær for menneskerettigheder kritiserer den danske udlændingepolitik.

Thomas Hammarberg opfordrer regeringen til at lave 24-års-reglen om til en 21-års-regel, droppe kravet om en bankgaranti på 50.000 kroner som et krav for at få opholdstilladelse, og så bør det være slut med starthjælpen.

Også kritik i 2004

Hammarberg har fulgt op på en rapport fra 2004. Konklusion er, at den danske regering kan gøre det bedre på en række punkter i forhold til menneskerettighederne. Rapporten fra 2004 rettede også en kritik mod Danmark.

Amnesty International mener, at Europarådets rapport burde være pligtlæsning for alle i regeringen og i Folketinget, så menneskerettighederne kunne få et løft i Danmark.

Dansk løfte til FN

- Regeringen kom i februar med et løfte om fremover at efterleve anbefalinger fra internationale institutioner, som overvåger menneskerettighederne. Hvis ikke Danmark tager kritik fra eksempelvis Europarådet alvorligt, hvordan skal vi så overbevise lande som Rusland om at gøre det, siger kommunikationschef Dan Hindsgaul fra Amnesty International.

Han henviser til et notat til FN, hvor Danmark - i arbejdet for at blive medlem af FN's Menneskerettighedsråd - forpligtede sig til at rette sig efter internationale institutioner.