Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard afviser at bruge så meget som et minut mere på at finde en politisk løsning på problemet med Ungdomshuset.
Ifølge Politiken er det de seneste dages voldsomme gadekampe der har gjort en ende på hendes tålmodighed med de unge.
- Jeg synes, at de er så meget ved siden af, hvad vi skal acceptere. Man kan ikke med vold få noget, man gerne vil have, siger Ritt Bjerregaard til avisen.
Hun afviser et forslag fra SF og Enhedslisten om, at kommunen finder et nyt hus til de unge og betaler for driften med, at man jo ikke kan have et kommunalt støttet autonomt miljø.
- Ritt puster til ilden
Advokat Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69, der har tilbudt at købe et hus til de unge, mener, at Ritt Bjerregaard puster til ilden.
- Jeg kan måske godt sætte mig ind i, at man fra politisk side i øjeblikket ikke nødvendigvis kan fare ud og sige, at man skal have et ungdomshus. Men at lukke døren og låse den er en meget kraftig reaktion, siger han.
Faderhuset, der ejer det tidligere Ungdomshus, vil i dag fortælle om huset skal rives ned.