DF kræver stop for flygtninge fra Sverige

Dansk Folkeparti vil ikke længere modtage flygtninge fra Sverige. De irakiske flygtninge, der kommer til nabolandet, skal ikke kunne komme hertil senere, mener partiet.

Flygtninge der søger mod Sverige skal ikke senere kunne komme til Danmark, kræver Dansk Folkeparti. (Foto: © DR, DR)

Dansk Folkeparti forudser, at den stramme danske udlændingepolitik vil blive undermineret af den enorme flygtningestrøm, der kommer til Sverige, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Sverige regner med i år at tage imod 30.000-40.000 nye flygtninge, og at tallet over de næste fire år tilsammen kommer op på omkring 100.000.

Til Danmark via Sverige

Dansk Folkeparti frygter, at mange af de irakiske flygtninge vil rejse til Danmark, specielt hvis de økonomiske vilkår i svenske velfærdssamfund forringes, eller hvis de vil bo sammen med slægtninge i Danmark.

En flygtning i Sverige kan få opholdstilladelse efter tre-fire år, hvorefter vedkommende frit kan rejse til Danmark eller et af de andre nordiske lande på grund af retten til at bosætte sig frit i de nordiske lande.

Det vil Dansk Folkeparti hindre, siger partiets udenrigsordfører, Søren Espersen.

Opholdstilladelse til irakere

Den store tilstrømning til Sverige skyldes, at svenskerne i 2005 med ét slag gav opholdstilladelse til 17.000 asylansøgere, der ellers allerede var blevet afvist, og at Sverige har besluttet sig for at give opholdstilladelse til alle irakere fra den centrale og sydlige del af Irak.

Det betød, at der for eksempel i november i fjor kom 1.400 irakere til Sverige i blot den måned. Til sammenligning kom der samtidig 62 irakere til Danmark.