Antallet af hudplejebehandlinger med laser på private skønhedsklinikker er eksploderet de senere år. Men der sker masser af fejlbehandlinger.
Hudlægernes Videnskabelige selskab har lavet en undersøgelse, hvor selskabet på blot 10 dage fandt 35 eksempler på skader som grimme ar på patienter. For blot to år siden så man næsten aldrig eksempler på fejlebehandlinger.
Kosmetologer i stedet for hudlæger
Ifølge Berlingske Tidende er problemet, at behandlingerne tit foregår på små private klinikker, hvor de ansatte er dårligt uddannede.
Ofte er det ikke hudlæger, men kosmetologer eller sygeplejersker uden den rette træning, som fører de kraftfulde lasere.
- Folk går ikke til hudlæger. De går lige ned på hjørnet og køber en behandling. Jeg fatter ikke, at de tør, siger Claus Zachariae, formand for Dansk Dermatologisk Selskab.
Overser forstadier til kræft
Problemet er nemlig ikke bare grimme ar. Behandlerne kan samtidigt overse forstadier til modermærke- og andre former for hudkræft.
Eksperterne bag undersøgelsen mener, at der skal være mere styr på de klinikker, som udfører laser- og IPL-behandlingerne.
- Der er tale om højpotent udstyr, som hører til i hænderne på læger. Fagligt set er det så åbenlyst forkert, at markedet er ureguleret, siger Merete Hædersdal, som er overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg.
ExternalContent