Lene Espersen dømt for trafikulykke

Justitsminister Lene Espersen er i dag blevet idømt en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. Ministeren kørte en knallertkører ned i september.

Lene Espersen er blevet idømt en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. (Foto: © Morten Juhl, Scanpix)

Justitsminister Lene Espersen blev torsdag formiddag idømt en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven. Det skete i retten i Tårnby ved i et kortvarigt retsmøde.

Den konservative minister blev også frakendt sit kørekort betinget.

Lene Espersen overså den 19. september en knallert under et højresving på Amager. Den 31-årige kvinde på knallerten slog knæet og har siden været sygemeldt.

Vil ikke holde mund

Lene Espersen mødte op i retten uden en advokat og selve retsmødet varede kun ti munutter.

Efter retsmødet sagde ministeren, at hun ellers plejer at være meget forsigtig i trafikken, og at sagen her bare bekræfter hende i, at hun skal være endnu mere påpasselig.

- Jeg synes, det er godt, vi har skrappe straffe, og der er ikke nogen, der får mig til at holde mund med, at vi skal straffe hårdt, ikke mindst når det gælder højresvingsulykker. Her mener jeg simpelthen, at man skal være skrap. Også når det går ud over mig selv, sagde Lene Espersen efter retsmødet.

Ny køreprøve i sigte

En betinget frakendelse af kørekortet betyder for Lene Espersen, at hun nu skal op til en ny køreprøve.

- Det kan være, jeg lige skal have genopfrisket teorien, selvom jeg er vant til at køre meget, sagde ministeren, da hun forlod retten.