Politidirektør Hanne Bech-Hansen kan se frem til besøg fra de unge fra Ungdomshuset i dag. På et fællesmøde sent i aftes besluttede de unge at møde Københavns Politi og overborgmester Ritt Bjerregaard.
Mere end 30 dage gammel
Politidirektør Hanne Bech-Hansen kan se frem til besøg fra de unge fra Ungdomshuset i dag. På et fællesmøde sent i aftes besluttede de unge nemlig at mødes med Københavns Politi og overborgmester Ritt Bjerregaard.
Men der bliver ikke tale om forhandlinger med politiet, fastslår de unge i en pressemeddelelse.
Fonden deltager også
- Vi tager til mødet for at slå fast, at Ungdomshuset bliver på Jagtvej 69, og at kommunen har et ansvar, for at der findes en politisk løsning nu, hedder det i meddelelsen, som man ikke ønsker at uddybe.
Fonden Jagtvej 69, som tidligere har tilbudt at købe huset på Jagtvej 69 skal også deltage i mødet. Her håber man at kunne finde en løsning, så Nørrebro undgår en voldelig konfrontation mellem politiet og de unge.
Oprindeligt skulle Ungdomshuset ryddes 14. december, men politiet sagde torsdag, at det tidligst vil ske efter nytår, fordi man frygter for meget ballade i området.
Ritt Bjerregaard sagde i går, at sagen om Ungdomshuset ikke er kommunal.