Den største udgift var 19 millioner kroner til at chartre fly mellem København, Damaskus og Larnaca. Men den samlede regning på evakueringen af danskere i Libanon blev 20 millioner billigere end forventet.
Den 15. juli i år besluttede Udenrigsministeriet at evakuere flere tusinde danskere fra Libanon. Krigen mellem Israel og Hizbollah-militsen gjorde det farligt at forlade på egen hånd, så Danmark satte ind med færge, fly og hjælpepersonale.
20 millioner billigere
Det var forventet at den aktion ville koste 60 millioner kroner, men udenrigsministeriet oplyser nu, at den endelige regning kun blev på 40 millioner kroner. Dermed ender prisen på 6850 kroner per evakueret.
En chartret færge kostede over syv millioner kroner, mens prisen var 4,5 millioner kroner for bustransport og indlogering af evakuerede.
Otte millioner kroner kostede det at udsende dansk hjælpepersonale, mens det stod i 2,7 millioner kroner at aflønne dansk personale ekstraordinært til at samordne indsatsen. Endelig kostede det knap to millioner kroner at telefonere og fragte bagage til Danmark.
30 fly og 100 busser
Godt 5000 danskere blev evakueret de første fem dage. 30 fly blev chartret til hjemtransport fra Syrien og Cypern. En chartret katamaranfærge sejlede godt 1600 danskere fra Beirut til Larnaca på Cypern. Godt 420 danskere kom med bus fra det sydlige Libanon til Beirut. Over 100 busser bragte godt 4000 danskere til Damaskus og byen Latakia i Syrien.
Udenrigsminister Per Stig Møller har bedt Folketingets finansudvalg godkende, at beløbet på 40,2 millioner kroner dækkes ved træk på statens reserver.