Pædagogerne havde ret, og regeringen tog fejl.
Sådan lyder Arbejderbevægelsens Erhvervsråds udmelding, efter at rådet har regnet på de tal, der dannede grundlag for en sand talkrig mellem de to parter.
Pædagogerne beskyldte regeringen for at have skåret ned på antallet af pædagoger i landets daginstitutioner og dermed svigte sine valgløfter. Og regeringen beskyldte pædagogerne for at bringe fejlagtige tal.
Sådan begyndte striden
Fejden brød ud for en lille måneds tid siden.
Mens politikerne rundt om på landets rådhuse diskuterede, hvor mange pædagoger der kunne blive til i 2007, gik pædagogernes fagforbund, BUPL, i medierne og fortalte, at regeringen og ikke kommunerne var skyld i alle spareplanerne, eftersom det var regeringen, der pålagde kommunerne at spare.
BUPL's formand Henning Pedersen beskyldte statsminister Anders Fogh for at løbe fra sine valgløfter om flere pædagoger og bedre faciliteter i daginstitutionerne.
På den anden side beskyldte regeringen pædagogerne for at lyve og bringe forkerte tal.
Hvad handler det egentlig om?
Stridens kerne er, hvorvidt der er blevet flere eller færre børn, som skal deles om en pædagog i de integrerede institutioner, hvor børnene er i alderen fra 0 - 6 år.
Ifølge Familie- og Forbrugerministeriet kom der fra 2004 til 2005 flere pædagoger i forhold til antallet af børn. Men spurgte man pædagogerne, var konklusionen den modsatte.
Nu har Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd altså regnet efter. Og rådets konklusion er, at ministeriets regnemetode er "objektivt forkert og meget langt fra virkeligheden", skriver Politiken.
Små børn kræver flere voksne end store børn
Ministeriet tager nemlig ikke højde for, at der er kommet flere små børn i de integrerede institutioner, mens der er kommet færre af de større børn.
Og det er vigtigt, fordi alle er enige om børn i vuggestuealderen kræver flere voksne, end børn der snart skal i skole.
Derfor vil flere små børn også kræve flere voksne i de integrerede institutioner og det har regeringen ikke regnet med, siger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.