Radikal ungdom har også tegnet Muhammed

Det er ikke kun Dansk Folkepartis Ungdom, der har lavet tegninger af Muhammed, nu er det kommet frem, at nogen tilsvarende er sket ved en fest i Det Radikale Venstres Ungdom, erfarer TV AVISEN.

Det radikale folketingsmedlem Naser Khader er vred. - Vi har et forklaringsproblem siger han. (Foto: © Peter Clausen, Scanpix)

Det er ikke kun Dansk Folkepartis Ungdom, der har lavet tegninger af Muhammed, nu er det kommet frem, at nogen tilsvarende er sket ved en fest i Det Radikale Venstres Ungdom.

TV AVISEN erfarer, at nogle nye medlemmer under en fest for et halvt års tid siden i festligt lag havde siddet og lavet Muhammed-tegninger.

Det ryster Radikal Ungdom og det ryster formentlig også Det Radikale Venstre, oplyser TV AVISEN.

Formand vil tage affære

Radikal Ungdoms formand Zenia Stampe siger, at det er stærkt uacceptabelt, og at hun nu vil tage affære.

Tegningerne, hvor Muhammed bliver afbilledet som en stol, skulle være tegnet på et fælles intromøde for nye og gamle medlemmer af partiets ungdoms-organisation for et halvt års tid siden, oplyser TV2/Nyhederne.

Christian Slot var med på mødet. - Jeg husker det som en sen nat, hvor vi var fulde. Vi festede og så tegnede vi Muhammed på tavlen, siger han.

Fra toppen af både ungdomsgruppen og folketingsgruppen tages der afstand til tegningerne.

- Jeg er ikke bekendt med tegningerne. jeg gik tidligt i seng den aften. Men hvis det er rigtigt, tager jeg stor afstand fra det, siger Anders Frost som er næstformand i Radikal Ungdom.

- Hvis det har fundet sted inden for Radikal Ungdoms regi, tager jeg stor afstand fra det. Så mener jeg, de har et stort forklaringsproblem, siger Naser Khader til TV2/Nyhederne.