Rigtigt at bringe Muhammed-tegningerne

Det var rigtigt at bringe Muhammed-tegningerne. Det mener et flertal i befolkningen et år efter, de blev bragt i Jyllands-Posten.

Muhammed-krisen medførte angreb på danske ambassader og boykot af danske varer.

Det er præcis et år siden, Muhammed-tegningerne blev trykt i Jyllands-Posten for første gang - og et flertal i befolkningen mener stadig, at det var rigtigt at bringe dem i avisen.

Det viser en meningsmåling i selvsamme Jyllands-Posten.

Men samtidig synes flere danskere, at det var forkert af avisen at bringe tegningerne - det sagde hver fjerde sidste år, mens det er flere end hver tredje i år.

Målingen fra sidste år er lavet inden selve Muhammed-krisen brød ud med angreb på danske ambassader og boykot af danske varer.