Flere hundrede danskere er fortsat fanget i den sydlige og farlige del af Libanon, oplyser Udenrigsministeriet.
En del af dem har fundet vej til det nyrettede opsamlingssted i havnebyen Sidon. Hvornår de kommer videre til Beirut er endnu uvist, da der mangler en sikkerhedsgranti fra israelerne.
Til dem, der ikke er i Sidon, er meldingen klar.
Venter på sikkerhedsgaranti
- Hvis du føler, at det er forsvarligt, og det kan du ikke afgøre fra København, men lokalt, skal du tage til Sidon. Det er vores bedste mulighed for at arrangere en fællestransport og få en sikkerhedsgaranti, så man kan komme til Beirut, siger chefen for Borgerservice i Udenrigsministeriet, Lars Thuesen, der ikke tør sige, hvornår Israel giver grønt lys.
Men skulle garantien trække ud, overvejer ministeriet alternative løsninger.
Hvordan vil Udenrigsministeriet ikke oplyse på nuværende tidspunkt. En metode kunne dog være at sende danskerne afsted uden en sikkerhedsgaranti, fordi Israel allerede har givet en generel sikkerhedsgodkendelse for de biler, der kører nord på.
Kontakt med 325 danskere
Men Udenrigsminsiteriet afventer fortsat situationen.
- Det er klart, at vi gerne vil gå med livrem og seler, så specifikt de konvojer, vi sender afsted, har fået et ekstra blåt stempel, så vi ikke havner i en ulykkelig situation, siger kontorchef Jan Top Christensen, der også var til stede ved pressemødet.
Han afkræftede desuden rygter om, at to danskere skulle være omkommet i en minibus.
Udenrigsminsiteriet har i løbet af det seneste døgn været i sms-kontakt med 325 danskere syd for Beirut, og af dem har flere fundet vej til Sidon, hvor der i alt er 260. Det samlede antal danskere i det farlige Sydlibanon kan dog ifølge ministeriet være højere, men det er formentlig under 1.000 personer, lyder det.
Hårdt pres
Selv om mange danskere fortsat er fanget i det krigshærgede land, er det også lykkedes at få mange ud. Tirsdag eftermiddag havde den danske luftbro fra Damaskus sendt 1.600 danskere hjem fra Libanon og yderligere 1.500 forventes hjem inden onsdag middag, oplyser Udenrigsministeriet.
Det skal også gå hurtigt.
Presset på opsamlingsstedet i den syriske hovedstad var natten til tirsdag så hårdt, at der måtte skaffes flere hundrede ekstra sengepladser blandt andet på et lokalt kolegium. I løbet af eftermiddagen tog yderligere mindst 600 danskere fra Beirut til Damaskus.
Evakueres fra søsiden
Et græsk skib med plads til 850 passagerer forventes til Beirut i morgen, men Udenrigsministeriet satser dog fortsat på at evakuere folk ad landevejen og så med fly fra Damaskus.
Også på søsiden mangler der ifølge Udenrigsministeriet fortsat en sikkerhedsgaranti.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532785fe6187a21a38d58e0bhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:533aea9aa11f9d0688b827f4