Toyota tilbagekalder 15.000 biler i Danmark

15.000 danskere har en Toyota, der i værste fald risikerer at miste styringen ved ekstrem kørsel. Toyota indkalder nu bilerne til reparation.

15.000 danskere får nu indkaldt deres Toyota til reparation. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Godt 15.000 danske Toyotaejere skal have deres bil til reparation hos den lokale forhandler på grund af en fejl, der i værste fald kan påvirke styringen af bilen, oplyser Toyotas informationschef i Danmark, René Mouritsen.

Indkaldelsen af de mange biler skyldes en fejl i forbindelsesleddet mellem rattet og bilens styrehus. Leddet skal udskiftes med et mere robust et af slagsen, fordi det nuværende ved ekstrem kørsel og hård flåen i rattet i værste fald kan knække, så chaufføren mister styringen med bilen.

På verdensplan indkalder Toyota cirka én million biler af forskellige modeller til reparation. I Danmark er der tale om 14.298 Toyota Avensis 1,8 med elektrisk servostyring produceret i perioden fra januar 2003 til december 2005 samt 855 Toyota Corolla produceret fra juli 2001 til marts 2004.

René Mouritsen oplyser, at udbedringen af fejlen tager omkring en time. Han understreger, at det langt fra er alle biler, der er produceret i de pågældende perioder, der har fejl.