Socialminister: Kriminel dreng er alt for dyr

En 16-årig dreng, dømt for sex-overgreb, bor alene på institution, hvor 17 fastansatte pædagoger mandsopdækker ham døgnet rundt. Han er landets dyreste afsoner. Det er ualmindeligt dyrt, siger socialministeren.

En 16 årig kriminel dreng er så stærkt belastet, at han konstant har to fuldtidsansatte til at passe på sig. Dermed er 17 fuldtidsansatte beskæftiget med at holde øje med ham på en enmands-institution i Odsherred på Sjælland.

Det koster samfundet fem millioner kroner årligt. Dermed er han den dyreste afsoner i Danmark.

- Jeg synes, det lyder voldsomt. Jeg undrer mig over, at man ikke kan finde en løsning inden for de sikrede institutioner, siger socialminister Eva Kjer Hansen fra Venstre til TV-AVISEN.

Kontakter arbejdsgruppe

Socialministeren vil i næste uge tage kontakt til Amtsrådsforeningen, hvor en arbejdsgruppe netop har beskæftiget sig med de svært, kriminelle unge.

- Der er brug for at tænke på tværs af amterne, fastslår ministeren.

Bor alene

Den srilankanske dreng tvang som 15-årig en 82-årig dame til sex i hendes hjem.

Han egner sig ikke til at bo sammen med andre. Det prøvede man det første halve år. Men det gik ikke. Derfor bor han alene sammen med pædagogerne under institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland.