Egypten gav for knap tre måneder siden den danske regering mulighed for at komme den islamiske verden i møde uden at gå på kompromis med ytringsfriheden, skriver Politiken.
I oktober og november gjorde den egyptiske udenrigsminister i breve Danmark og det internationale samfund opmærksom på, at man ikke bad om et retsligt indgreb over for Jyllands- Posten.
EU og FN modtog brev
Ministeren sendte i første omgang et brev til EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, og til generalsekretæren for OSCE, Marc Perrin de Brichambaut.
I slutningen af november sendte han også et brev til samtlige lande i FN's Generalforsamling. Brevet var kort forinden blevet stilet til FN's generalsekretær, Kofi Annan.
- Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis, skrev den egyptiske udenrigsminister ifølge Politiken i brevet til alle FN's medlemslande og fortsatte:
- Alligevel havde vi...forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser.
Kendte til brevet
Udenrigsministeriet bekræfter, at det i den første uge af november sidste år blev gjort opmærksom på brevet.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har tidligere sagt, at han ikke ønskede at tage et møde med ambassadører fra muslimske lande, fordi de i et brev fra oktober sidste år opfordrede ham til at gå i rette med Jyllands-Posten.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53284ac26187a21a38d59a05http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53284ac26187a21a38d59a08